En fantastisk RETRO-perle i Veksøs gamle stationsbygning

En fantastisk RETRO-perle i Veksøs gamle stationsbygning

Elsker du ligesom jeg nostalgi, og kan du også nærmest fremkalde dig minder om dufte og stemninger fra “de gode gamle dage”, så vil du elske “Station 2 – Retro & Gode Lopper”.

Jeg bliver med ét sendt tilbage til mit barndomshjem på Thyravej i Stenløse i 70´erne og 80´erne.

Et opslag på Facebook gør mig nysgerrig…

Jeg har set opslaget i et par af de lokale Facebook-grupper flere gange, og jeg har kigget nysgerrigt på billederne og vidst at det sted er noget for mig.

I dag støder jeg så på det igen, og da både Henrik og mine drenge er travlt optaget af andet, bliver jeg simpelthen nødt til at stikke afsted til den gamle stationsbygning i Veksø.

Jeg parkerer bilen ved stationen, og kan med det samme se skiltet udenfor bygningen og den store farverige hane, der fortæller at her er loppemarked.

Da jeg træder ind i den gamle stationsbygning lyder musik fra en gammel radio, og Søren byder mig velkommen. Jeg skal bare kigge mig omkring og endelig spørge hvis jeg får brug for hjælp.

Den skønne gamle hane byder besøgende velkommen.

En kort runde i lokalerne og jeg er solgt. Der er SÅ mange minder fra min barndom. Sparebøsser, telefoner, stentøj, cigaretholdere, skønne figurer, en gammel radio, fantastiske plakater, lamper og meget meget mere.

Jeg er fuldstændig forelsket i stedet, og bliver nødt til at få en snak med Søren, som går i baglokalet og er ved at montere en plakat i en ramme. Han smiler stort over min begejstring. Han har det på samme måde. Bliver også nærmest lykkelig ved at gå mellem de mange ting og sager.

Han fortæller, at stedet er hans hobby. Her han kobler fra og hvor tiden stå stille. “Det er ligesom, når andre går til ridning”, smiler han.

En god start på trods af Corona

Søren lejede sig ind i lokalerne i marts måned, lige som Corona brød ud. Derfor har han gået lidt stille med dørene og har ikke reklameret så meget for stedet.

Alligevel har der været et fint besøgstal. Flere lokale har kigget forbi. Rigtig mange udtrykker begejstring for stedet, og i løbet af en weekend kan der godt være 30-40 besøgende, fortæller Søren.

Han fortæller, at flere Københavnere allerede har fået nys om hans sted. Det er særligt populært at indrette de gamle bylejligheder med både retro og kvalitetsgenbrug, så byboerne der har besøgt stedet har også været nogle af dem der har købt stort ind.

Søren har masser af gode sager københavnerne sukker efter og priserne er absolut fornuftige.

En butik med lidt af det hele

Alt det gode genbrug i butikken var oprindeligt slet ikke tiltænkt salg. Søren har en forkærlighed for at samle gode sager, og da hans samling efterhånden var vokset ud af huset, lejede han sig ind i de fantastiske lokaler i stationsbygningen. Han var heldig, da lokalerne forinden havde været udlejet til en kunstner, så stedet var totalt istandsat og fint.

Og det er så her i lokalerne han nyder at gå og hygge sig. Indrammer billeder, og tager på markeder og finder nye sager til butikken. Han er ikke alene om sin passion. Både hans datter og hustru holder også af at komme herned og være med, mens sønnen for tiden er mere vild med et godt spil computer.  🙂

“Tilflytter”

Søren og hans familie er ikke oprindeligt fra Veksø, men har nu efterhånden boet her i en årrække, og de har forelsket sig i byens fællesskab og sammenhold, og er også engageret både i byens revy og det årlige fastelavnsoptog. Familien har også mærket byens opbakning til butikken. Tanken er også at lokalerne skal danne rammerne for hyggelige stunder. Søren har en idé til en fremtidig forening, som vil give muligheder for socialt samvær i stationsbygningen.

Har du gamle ting i gemmerne?

Ligger du inde med gamle sager, som kunne være interessant for Søren at sælge, så vil han meget gerne i kontakt med dig. Det kan også f.eks. være et familiemedlem, der skal flytte i mindre bolig og har brug for at skille sig af med nogle ting og møbler.

Du er meget velkommen til at kontakte ham. Han tager gerne ud og kigger og giver et bud.

Han kan kontaktes på tlf. 40 22 23 95.

Et besøg værd! 

Den hyggelige butik er absolut et besøg værd. Du vil med garanti finde ting, der sender dine tanker tilbage i tiden. Her er masser af fine fristelser, som vil sætte prikken over i´et derhjemme.

Jeg faldt selv for en fin grafisk plakat i originalt tryk fra 60/70´erne. Den har allerede fået en plads på væggen derhjemme.

Station 2 – Retro & Gode Lopper har begrænsede åbningstider i weekenderne, så det gælder om at holde øje med opslagene 🙂

Du kan følge butikken på deres Facebookside: https://www.facebook.com/station2retrogodelopper/

Station 2 – Retro & Gode Lopper
Veksø Stationsvej 2
3670 Veksø

Tlf. 40 22 23 95.

Den gamle radio fylder rummene med god musik.

Gode gamle “bib-bib-spil”

En jukebox ….med kassettebånd!

    

Den flotte og farverige hane byder besøgende velkommen

Har du også minder om fornyelse af månedskort og køb af klippekort ved billetlugen – og brugen af “varmestuen” indtil toget kom?

Dette skønne billede endte hjemme på min væg 🙂