Radius: Fra
Radius:
km Set radius for geolocation
Søg

”Et stykke med fiskefilet, tak”

”Et stykke med fiskefilet, tak”

Café Egedal har for nylig slået dørene op i Egedal Centret. Specialiteterne er lækkert smørrebrød til frokost og delikat sushi til aften, og der er også meget mere at finde på menukortet.

Og lad det være sagt med det samme – Vores Egedals madanmeldere gik hverken sultne eller skuffede derfra, da vi besøgte stedet.

Café Egedal ejes og drives af et ægtepar, der tidligere med succes har haft samme koncept i Jyllinge. Nu har den lune, sprøde fiskefilet og den friske makirulle altså gjort sit indtog i Egedal Centret – og det er vi bestemt ikke kede af.

Vi tager forbi caféen en tidlig fredag eftermiddag. Udendørsserveringen består af 8-10 borde på det lille torv ved siden af Bonnie Dyrecenter. Indenfor er der plads til cirka 30 gæster i en pænt indrettet café.

Vi er heldige og får det sidste ledige bord udenfor. Dejligt at se, at der allerede er pænt med gæster.

Det må være skæbnen

Forventningsfulde går vi op til glasmontren foran caféen, hvor det frisksmurte smørrebrød bestilles.

Trods frokosttravlheden bliver de forskellige varianter løbende fyldt op, og der er hurtigt en sød, ung kvinde klar til at tage imod vores bestilling.

Om det er skæbnebestemt eller ej, ved vi ikke med sikkerhed. Men sekunder inden vi skal vælge vores tre stykker smørrebrød, kommer et fad med fiskefilet til syne inde fra caféen og bliver sat ind i montren. Mundvandet løber øjeblikkeligt, og vores førstevalg giver nu sig selv.

Mikkel bestiller et stykke med fiskefilet, et stykke med roastbeef og et stykke med kartoffel og bacon. Pernille tager det samme, dog med æg i stedet for roastbeef.

Og manner, det var godt! Veltillavet og frisksmurt. Serveret med en lille, kold fadøl til. Da vi opdager, at fiskefileten tilmed er lun og sprød (nystegt siger personalet), vil jublen ingen ende tage.

Og fik vi nævnt, at prisen blot var 12 kroner per styk? Vi endte med at betale 66 kroner hver for tre fine stykker alm. smørrebrød og en lille fadøl. Det må siges at være lidt af et fund for de penge.

Vi er overbeviste om, at Egedals borgere nok skal få stor glæde af både smørrebrød og sushi fra Café Egedal. Vores klare indtryk er i hvert fald, at pris og kvalitet i den grad hænger sammen her.

Vi siger tak for mad og velkommen til Egedal!

Fem kokkehuer herfra 🙂

 

Café Egedal
Egedal Centret 41
3660 Stenløse
Tlf: 31818757 eller 32160161

Åbningstider
Mandag-Søndag
08.00 – 21.00​

Du kan finde menukort på hjemmesiden: https://cafe-egedal.dk/

(Sponsoreret historie – Egedal Centret er annoncør på Vores Egedal)